Hjemmeside for foreningen: Maarup Kirkes Venner

Info om Lønstrup

Info om Maarup Kirke

Foreningen Marup Kirkes Venner

Bevaring af Kirken

Mere information

Sidste nyt

Lønstrup

På Vendsyssels vestkyst mellem Løkken og Hirtshals ligger byen Lønstrup.

Byen er kendt som en hyggelig ferieby, og som sådan har den været kendt i langt over 100 år.

Før den tid var det skudehandel og fiskeri, der var byens indtægtskilder.


Fiskeriet

Fiskeriet havde i mange år en afgørende betydning for de fleste indbyggere i Lønstrup.

Ikke alene fiskeren og hans familie, men også mange andre havde arbejde i tilknytning til fiskeriet.

Så sent som i 1870 var Lønstrup en ret ubetydelig fiskeplads, men omkring århundredskiftet, kom der fart i fiskeriets udvikling. På et tidspunkt var der over 100 fiskere, heraf var dog mange lejlighedsfiskere.

Den første motorbåd kom i 1906. I 1934 var der på pladsen hjemmehørende 20 motorfartøjer.
En opblomstring af giftige alger i efteråret 1968 betød en stor fiskedød, og indtjeningsmulighederne blev så små, at 3 bådelaug holdt op med at drive fiskeri fra Lønstrup.

I september 1984 holdt den sidste fisker op med at fiske, og dermed var det slut med erhversvsfiskeri i Lønstrup.

I dag er det bierhvervsfiskere og lystfiskere, der lander deres fangst på bådepladsen.
Endnu kan ses to af de gamle lønstrupbåde på stranden.
Bådepladsen har gennem tiden været udsat for svære ødelæggelser.

En frygtelig storm, i november 1981, og deraf følgende højvande skyllede i løbet af få timer både asfaltvejen til stranden, bådepladsen og høfderne væk.
Den betød, at den kystsikring, som lønstrupboerne i mange år havde ønsket, blev iværkssat. Lønstrup sikredes med T-høfder af norsk granit.


Redningsvæsenet

Lønstrup redningsstation, der blev oprettet i 1852, var en af de første i landet. I dag hører den under Hirtshals redningsstation.

Redningshuset har haft flere pladser. Det nuværende er fra 1936. Den sidste redningsbåd blev i 1984 flyttet til Slettestrand.

Den første båd havde et mandskab på 12, hvoraf den 10 roede. I 1927 fik man en motorbåd. Redningsmandskabet gik strandvagt i dårligt vejr til Skallerup i nord og Rubjerg i syd helt frem til 1973.

Der er reddet 260 fra Lønstrup redningsstation, deraf 9 med redningsstol.

I 1997 overdrog Finansministeriet den gamle redningsstation til Lønstrup Fiskeriforening og Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn, hvis formål det er at indrette huset til en udstillings- og informationsbygning om Lønstrup før og nu. 


Skudehandel

Lønstrup havde ligesom i de øvrige byer langs vestkysten af Vendsyssel en livlig handel med Sørlandet i Norge, også kaldet skudehandelen.

I Lønstrup startede den omkring 1760. Englandskrigen 180714 ramte hårdt, men handelen fik en opblomstring omkring 1860.

Lønstrups største skudehandler var Axel Rosenkrantz Segelcke. Resterne af hans store gård er det, der idag hedder hotel Marinella.

Desuden ejede han 5 skuder, et treetagers pakhus ved stranden, halvdelen af sognets jord og sognets kirke, Maarup.

Skuderne gjorde ca. 15 rejser om året, heraf gik enkelte til England. Fra Lønstrup udskibedes smør, korn, æg, kød og brændevin. Returvarerne var træ og støbegods bl. kakkelovne.

70 mennesker var beskæftiget på gården, foruden de 9 der roede fladbåden (båden, der fragtede varerne frem og tilbage mellem kysten og skuderne).

Årligt slagtede man ca. 100 stk. kvæg ved gården, hvor bødkeren havde travlt med at lave trætønder til nedsaltning af kødet.

Naturkatastrofen, som ramte Lønstrup 1877, greb også ind i denne handel.

Skudehandleren fik afbrudt forbindelsen til pakhuset i flere måneder, og han valgte derfor at flytte det meste af handelen til Hjørring.

Her var jernbanen mellem Nørresundby og Frederikshavn oprettet i 1871, og med toldens indførelse i 1902 var det slut med skudehandelens dage i Lønstrup. Den gamle skudehandlergård blev til købmandsgård.

Men da havde Lønstrup også fået en anden indtægtskilde -nemlig turismen.


Naturkatastrofen

Lønstrup blev et kendt sted den 11. august 1877. Den dag trak det sammen til et voldsomt uvejr, og ved middagstid startede et skybrud, som varede 1½ time.

Den lille Lønstrup bæk blev til en kløft 360 m lang, 15 m bred og 4,5 m dyb.

Fiskerne, som var på havet, anede intet om katastrofen, før de så dele af nedstyrtede huse samt møbler og andet husgeråd ligge og flyde i vandet. På vej ind så de en sandtange fyldt med husgeråd, træer og buske, der nåede helt ud til mellemste revle.
6 huse blev revet med strømmen, 4 blev revet ned, og 2 måtte der fyldes op under.

Også Segelckes store lade blev ødelagt. Taget vippede af og sejlede som en båd med strømmen.

For den fattige befolkning var det samtidig en økonomisk katastrofe.

En landsindsamling indbragte 100.000 kr.

50 mand arbejdede i flere uger på at beskære skrænterne, og en ny bro over bækken blev bygget.


Hotel- og badeliv.

Mange mennesker tog til byen for at se på katastrofens omfang. Den blev et kendt sted.
Lønstrup kro, i dag "Glashuset", var dengang et stråtækt længe, hvor man kunne få en sildemad og en bjæsk. På kroen var der ingen overnatningsmuligheder.
Lønstrup Mølle blev et af de første steder, hvor man lejede værelser ud til de rejsende.
Senere fulgte andre efter. Kroen bygges om og bliver til Linnemanns hotel.
Huset, hvor Galleri Uggerby m.v. er i dag, blev til Vrensteds Afholdshotel.
På stranden blomstrer badelivet. Badekonerne passer hotellernes badehuse og badetøj, der ikke altid når at blive tørt, før det lejes ud i igen.
Selskabeligheden florerer på hotellerne. Kendte sangere og skuespillere hentes hertil for at optræde.
Mange af gæsterne er med til at samle ind til en ny kirke i Lønstrup, til erstatning for Maarup, som er blevet for lille.





Maarup kirke

Syd for Lønstrup ligger Maarup kirke.

Kirken er midt i 1200- tallet og er en af 10 romanske landsbykirker af tegl, der findes i Vendsyssel. De øvrige er Hæstrup, Mygdal, Bindslev, Tolne, Elling, Flade, Understed, Albæk og Ørum. Desuden er de to købstadskirker Sct. Catharina og Sct. Hans i Hjørring samt klosterkirkerne i Børglum og Dronninglund bygget i tegl, altså i alt 14, der ligger spredt mellem kvaderstenskirkerne i en bred stribe tværs over landet fra Lønstrup til Frederikshavn og ned langs Kattegat.
Da man byggede kirken lå den midt i sognet, men sandflugtens hærgen lagde efterhånden området øde. Huse og gårde blev flyttet.

Sidst i 1870erne bad sognepræsten Peter Chr. Zahle (senere folketingsmand) kirkeejeren Axel Rosenkrantz Segelcke om at opføre en ny kirke i Lønstrup, da Maarup "med sine 80 siddepladser var for lille og lå i et ubebygget hjørne af sognet".
Segelcke dør i 1881, og en søn arver kirken.

I 1913 sælger han kirken til menigheden for 1284 kr og 25 øre.

Allerede inden den tid er man begyndt at samle ind til en ny kirke. Både de lokale og de mange badegæster, som kom til byen tegner sig for beløb til en ny kirke.

I 1918 indsendes en ansøgning om lov til at sælge blytaget på Maarup kirke. Med de daværende priser kunne det have givet så mange penge, at man uden statens hjælp kunne have bygget en kirke i Lønstrup.

Ansøgningen blev imidlertid efter indstilling fra kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann afslået: "da den virker så smukt i landskabet og har stor kulturhistorisk værdi".

Arbejdet for den ny kirke forsætter, og den indvies i 1928.

Maarup kirke blev samme år et fredet mindesmærke under Nationalmuseet, og sådan var det indtil 1989, hvor kirken, ligesom øvrige fredede mindesmærker i Danmark kom under Skov- og Naturstyrelsen.

I dag står Maarup kirke som et monument for en svunden tid.

Enkelte kirkelige handlinger foregår stadig, og i sommerens løb afholdes koncerter og foredrag i kirken.

Går man ind i kirken kan man på vestgavlen se aftegning af tårnbuen fra et tårn, som blev nedrevet i 1700-tallet.
Prædikestolen er fra 1600-tallet, bænkene og degnestolen fra sidst i 1800-tallet.
Døbefonten, en romansk granitfont med akuntusranker, blev i 1928 flyttet til Lønstrup kirke, hvor også figurerne fra den oprindelige altertavle er.
De forestiller Jomfru Maria med Jesusbarnet og hendes mor Sct. Anna. Altertavlen siges at stamme fra en spansk sejler, der forliste ud fra kirken.

Ved Lønstrup kirkes indvielse, blev tavlen flyttet hertil, for igen efter Nationalmuseets henvisning at blive flyttet tilbage til Maarup kirke.
Efter en del hærværk blev figurerne restaureret og i 1991 atter opsat i Lønstrup kirke.

Kirkegården fortæller om lokalbefolkningen. Om skudehandler og kirkeejer, om bageren, der under naturkatastrofen bandt sine træer for at redde dem fra strømmen, om skippere og sømænd, der fandt deres udkårne i Norge, fordi de ikke nåede hjem inden vinterens storme satte ind, om fiskerne og deres familier, og ikke at forglemme redningsmændene, som satte deres liv på spil for at redde andre ofte vildfremmede mennesker.

Ikke kun lokalbefolkning men også stedets badegæster og ilanddrevne sømænd er begravet på kirkegården. Således besætningen fra den engelske fregat "The Crescent", der i december 1808 undervejs til Gøteborg med forsyninger til de engelske tropper, forliste ud for Mårup kirke. 
226 omkom og heraf menes 33 begravet i en fællesgrav, som stadig findes stadig, og det ene af skibets ankre er opstillet ved kirkens gavl.
I 1895 opsatte det engelske Marineministerium en mindetavle i Maarup kirke over 3 forliste skibe. Det var foruden "The Crescent", skibene "St. George" og "Defence", som forliste ved Torsminde nogle år senere. Mindetavlen findes i dag i Lønstrup kirke. 
I tidens løb er bjerget mange genstande fra fregatten. Disse opbevares på Bangsbomuseet i Frederikshavn. (På museet "St. George" i Torsminde er der udstilling om de 2 andre fregatter).

Ankeret blev i 1940 bjerget af vragfisker Sigurd Damgård, og en af Lønstrups trofaste badegæster grosserer Carl P. Amandus Jensen bekostede opsætningen ved kirken.
Den sidste kistebegravelse på Maarup kirkegård foregik i 1961. I 1994 var der en urnenedsættelse.

Ved parkeringspladsen ved Maarup kirke står en stenvarde til minde om Christian den Niendes besøg i Lønstrup i 1871.
Han var på besøg i landsdelen i forbindelse med indvielsen af jernbanen Nørresundby Frederikshavn.
Under besøget spiste han frokost ved Maarup kirke, og hvor teltet til de fornemme gæster rejstes, satte man denne sten. På grund af skræntens nedbrydning, er den flyttet flere gange. Da man i 1984 besluttede at flytte den til parkeringspladsen var der 64 m fra kirkediget til varden og 3 m til skrænten.


En natur- og kulturskat.

Ensom ligger Maarup kirke nær ved hav og klit,

hvor dens skær mure lyser solbeskinnet hvidt.

Nu forladt-kasseret-bidt af tidens strenge tand

overgivet til sin skæbne midt i klittens skønne land. Margrethe Loerges 1975

Området omkring Maarup kirke, der har ligget på sit sted i ca. 700 år, er en truet lokalitet. I 1793 var der 450 m fra kirkegårdsdiget til skrænten, i 1984 67 m - i dag kun 10 m.

Skal kirken flyttes længere ind i landet, til Frilandsmuseet eller pakkes i "mølpose" til opførelse på senere tidspunkt - eller styrte i havet?
Kirken er en del af landskabet og en fjernelse vil være et alvorligt indgreb i det, der i århundreder efter vendelboers og andres opfattelse har været et enestående samspil mellem NATUR OG KULTUR.
Både for lokalbefolkningen og 2-300.000 fra hele verden, der hvert år valfarter til stedet, er kirke- og kirkegård blevet et uundværligt midtpunkt i et ejendommeligt landskab.

Så ikke bare lokalt men også langt ud over landets grænser støttes tanken om en kystsikring ud for Maarup, så dette sted kan bevares. En tanke som Nationalmuseet har udtalt deres støtte til første gang i 1928 og senest i 1994.
Det kan lade sig gøre - at sikre kirken og det unikke landskab. Mange former for kystsikring er foreslået: dræn udlagt på stranden, indpumpning af sand osv. Kystinspektoratet har udarbejdet projekter både for en punktsikring og en sikring af hele området fra den eksisterende i Lønstrup og til Maarup. Til begge forslag er anvendt sikring med norsk granit som ved Lønstrup. 

Selvfølgelig - eller desværre er der delte meninger om bevaring af dette stykke natur- og kulturhistorie - kirke, kirkegård og landskab.
Danmarks Naturfredningsforening og Skov- og Naturstyrelsen mener "Naturen må gå sin gang". En frase, må de dog erkende, for hvor gør den det?

Gravfreden krænkes
for sammen med kirken forsvinder kirkegården. De pårørende må ned på stranden og samle deres forældre, bedste- og oldeforældre op.

Et enestående landskab forsvinder fordi geologerne skal have 12 km klint at forske i stedet for 11,5 km, en forskning som er foregået i over 100 år.
Man mangler hensynet til de 2-300.000, der har glæde af stedet fra landsiden.

Det er ikke et pengespørgsmål, men et holdningspørgsmål, en holdning uden pietetsfølelse og menneskelige hensyn - kun arrogance.

Top